Samarbejde mellem Business Lolland-Falster og Aage Maagensen

05. 05. 2020

Mens coronakrisen raser, er det vigtigt, at vi hjælper hinanden.
Derfor er det med glæde, at vi har indgået et samarbejde med Business Lolland-Falster.

Samarbejde i mørke tider
Danmarks nedlukning har haft store konsekvenser. Særligt er det gået ud over danske virksomheder, der lige nu befinder sig i et limbo, hvor fremtiden er fuldstændig uvis. Mange erhvervsdrivende har opfattelsen af, at de ikke kan gøre andet end at vente og forholde sig til situationen lige nu.

De sidste måneder har vi i Aage Maagensen haft stort fokus på rådgivning til lokale virksomheder med udgangspunkt i mulighederne for kompensationsordninger og hjælpepakker. Derfor var det med stor glæde, at vi kunne takke ja til Business Lolland-Falsters tilbud om at indgå et samarbejde sammen med en række andre rådgivere med henblik på at rådgive virksomheder på Lolland-Falster, fortæller Kristian Due Andersen, statsautoriseret revisor hos Aage Maagensen.

Claus Madelung, som er forretningsudvikler hos Business Lolland-Falster, lægger vægt på, at som det ser ud nu, har flere hundrede virksomheder søgt om hjælp, og derfor er det vigtigt, at alle støtter op og hjælper, der hvor de har mulighed for at byde ind.

Og det kan vi i Aage Maagensen kun bakke op om.

 

Usikkerhed og rådgivning
I begyndelsen af krisen var der stort fokus på nedlukningen og muligheden for hjælpepakker. I dag oplever vi, at erhvervsdrivende sætter spørgsmålstegn ved, hvornår kompensationen bliver udbetalt – og den samme tendens oplever de også hos Business Lolland-Falster.

Udbetalingerne skal gerne snart nå virksomhederne, da det er nu, der er brug for pengene til bl.a. fastholdelse af medarbejdere. Erhvervsminister Simon Kollerup har ”sat turbo på udbetalingerne”, og SMV Danmark har oplyst, at 8 ud af 10 virksomheder har fået udbetalt lønkompensation inden 1. maj til brug for lønudbetalingerne.

For de øvrige ordninger er det vores håb, at udbetalinger kan ske hurtigst muligt, når ansøgningerne er godkendt.

Nu hvor samfundet i Danmark langsomt er begyndt at åbne op, oplever vi flere og flere henvendelser om, i hvilket omfang medarbejdere på lønkompensation skal tilbage på arbejdet. Det er en svær overgang, og mange vil gerne vide, hvorvidt der fortsat kan gøres brug af hjælpepakker i takt med, at genåbningen skrider frem.

Det er til gengæld utroligt inspirerende at se, hvordan lokale erhvervsdrivende har taget flere alternative tiltag i brug for at kunne holde åbent, skabe omsætning og sikre en form for overlevelse i de her tider, hvor krisen raser. Alle gør hvad de kan.

 

Situationen og fremtiden
Situationen med coronakrisen er meget unik, fordi virksomhederne ikke fik nogen mulighed for at forberede sig. Fra den ene dag til den anden blev Danmark lukket ned og sammen med Danmark et hav af virksomheder, som nu skulle omstille sig.

Kristian Due Andersen, statsautoriseret revisor hos Aage Maagensen, forudser at de erhvervsdrivende i højere grad vil satse på internethandel frem over.

Det er dog umuligt at spå om coronakrisens konsekvenser i fremtiden, og det er netop tidshorisonten, som er udgangspunktet for den voksende usikkerhed. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at være til rådighed og rådgive om krisens udvikling og betydning for den enkelte virksomhed.

Vi hos Aage Maagensen er ikke i tvivl om, at det vil tage tid, før virksomhederne og samfundet i Danmark kommer ovenpå igen, men indtil da gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe de lokale virksomheder gennem krisen.