Mette-Marie har været ansat hos Aage Maagensen i landbrugsafdelingen siden 2010, og har således netop kunnet fejre 10-års jubilæum i oktober.
Og vi synes stadig, det er et match made in Heaven.
Mette-Marie har nemlig landbrug derhjemme med manden og hun har i mange år lavet landbrugsregnskaber også i sit tidligere job, så hun har god indsigt i branchen.
Baggrunden i landbruget gør uden tvivl, at hun har en forståelse for landmændenes arbejde samt hvilke sæsoner, de er mere pressede end andre.
Mette-Marie stammer fra Midtjylland, og er opvokset på en landbrugsejendom, men i 2000 besluttede hendes mand sig for at købe en landejendom på Lolland og dyrke planteavl. Og så var der jo ikke andet for end at pakke kufferten og tage turen til Sydhavsøerne.
I dag bor familien stadig på landejendommen lidt udenfor Rødby med deres tre drenge.
Når Mette-Marie skal koble af fra tal og regnskaber, kommer hendes kreative sider i spil.
Klaveret får ofte lov til at fylde stuerne derhjemme med skøn musik, når hun endelig får sat sig ved det.
Mette-Marie bruger også håndarbejde, mere præcist strikning, til at slappe af og meditere – selv beskriver hun det som en stor kontrast til den travle hverdag på kontoret, samt en glæde ved at skabe noget selv.