Johnny har øjnene på bolden
For Johnny Ottosen har fodbold altid fyldt meget – og det var også passionen for fodbold, som bragte ham til revisionsfirmaet Aage Maagensen.
Mens Johnny studerede på sin kandidat ved CBS i København, mødte han nemlig direktør Thomas Henckel i forbindelse med en fodboldkamp, hvor de hver især var mødt op som hhv. træner og holdleder med deres respektive hold.
Efter at være faldet i snak med hinanden, blev de enige om at mødes på Aage Maagsensens kontor til en snak om et fremtidigt job, hvilket mundede ud i, at Thomas kunne tilbyde Johnny et job i Nakskov-afdelingen. Det passede Johnny perfekt, da han således kunne blive i Nakskov med sin kæreste og lille datter, efter han afsluttede studiet i København.
I Johnnys fritid betyder det frivillige arbejde og foreningslivet meget. Ifølge Johnny selv er lokale klubber og foreninger med til at styrke lokalsamfundet og det enkeltes menneskes sociale kompetencer og sammenholdsfølelse.
Johnny har tidligere været frivillig fodboldtræner for flere børnefodboldhold gennem årene, men nu administrerer han bl.a. et hold med sine brødre med spillere, som de gennem årene har spillet sammen med på diverse hold.
I dag har Johnny en søn på 5 år og datter på 8 år, og det er ingen hemmelighed, at Johnny drømmer om at introducere sønnen for fodbold snart – chancen er jo, at sønnike bliver lige så bidt af det, som sin far. Men det må tiden jo vise.