Undgå at blive snydt af din leverandør

12. 01. 2026
Undgå at blive snydt af din leverandør som mange gør
 

Vidste du, at du kan risikere at hæfte for din underleverandørs svindel med skat og moms?

Svindel med skat og moms i leverandørkæder – ofte kaldet kædesvig – sker, når en leverandør eller underleverandør systematisk snyder med skatte- og momsindberetninger. Det kan føre til alvorlige økonomiske og juridiske konsekvenser for både den enkelte leverandør og de virksomheder, som indgår i kæden, dvs. det kan også ramme din virksomhed.

Det foregår især i brancher med ufaglært arbejde og med mange underleverandører, som fx bygge- og anlægsbranchen, transportbranchen og rengøringsbranchen.

Du har måske hørt i medierne om fakturafabrikker? En fakturafabrik er en virksomhed eller et selskab, der alene udsteder fiktive fakturaer, uden at virksomheden eller selskabet reelt leverer de varer eller ydelser, der faktureres for. Det der gør det svært er, at leverancen nogle gange kommer fra en anden virksomhed.


Hvad kan der ske for dig, hvis du er med i kædesvig?

Hvis du bevidst eller ved grov uagtsomhed medvirker til kædesvig, kan din virksomhed få inddraget sin skatte- og momsregistrering, og du kan personligt komme til at hæfte for selskabets skatte- og momsgæld.

Det kan blandt andet ske, hvis din virksomhed enten bevidst eller ved grov uagtsomhed har taget momsfradrag for fakturaer med et urigtigt indhold, fx en fiktiv faktura udstedt af en fakturafabrik.

Vigtige faresignaler du skal kende

For at beskytte din virksomhed anbefaler vi, at du er særlig opmærksom på følgende punkter:
 

  1. Hyppige ændringer af kontonummer, CVR-nummer eller navn
    Gentagne ændringer kan indikere forsøg på at undgå opmærksomhed eller kontrol. Vær også opmærksom, hvis du fx ikke kan få lov at møde virksomhedens officielle indehaver, eller ikke kan få lov at besøge underleverandørens virksomhedsadresse.

     
  2. Unormalt lave priser
    Ekstremt lave priser kan være et tegn på, at leverandøren ikke indberetter moms korrekt. Som minimum bør prisen (ekskl. moms) dække arbejdsløn, feriepenge, sociale omkostninger samt øvrige driftsomkostninger og avance til leverandøren.

    Nogen tror fejlagtigt, at hvis man har gjort en god handel, så er det kun underleverandørens problem, men dette er ikke sandt.

     
  3. Faktura lever ikke op til lovkrav 
    Tjek altid, at fakturaerne, du modtager, lever op til lovkravene. En faktura lever op til kravene, hvis den indeholder:

     
    1. udstedelsesdato
    2. fakturanummer
    3. leverandørens cvr-nummer
    4. leverandørens virksomhedsnavn og adresse
    5. din virksomheds (købers) navn og adressen
    6. mængden (antal timer) og arten af det udførte arbejde
    7. datoerne og stedet for levering af ydelserne
    8. pris pr. enhed (timepris) og momsgrundlaget
    9. gældende momssats
    10. momsbeløb, der skal betales

      Du skal opbevare fakturaer og alle bilag til fakturaerne, fx samarbejdsaftaler, korrespondance, timesedler, oplysninger om underleverandørens ansatte mv., i fem år. Betaling bør ske via bankoverførsler, så du kan dokumentere, at din virksomhed har betalt, og hvor meget der er betalt for de ydelser, virksomheden har købt. Betaler du kontant, kan din virksomhed i mange tilfælde ikke få fradrag for udgiften.

       
  4. Manglende dokumentation for registrering for moms og skat
    Hvis leverandøren ikke kan fremvise dokumentation for moms- og skatteregistrering, bør du være tilbageholdende med at indgå aftaler. SKAT anbefaler også at man løbende følger op på momsnummeret om leverandøren er momsregistreret.

     
  5. Nægter leverandøren at vise identifikation – også overfor sine ansatte?
    Du bør få oplyst identiteten på den person, der repræsenterer leverandøren. Vær samtidig opmærksom på, om samme person har repræsenteret andre leverandører.

    Samtidig bør du stille krav om at få oplyst identiteten på de ansatte, når de arbejder for din virksomhed. Leverandøren bør til enhver tid kunne dokumentere indberetning til Skattestyrelsens e-Indkomstregister om samtlige ansatte. Sådan kan du være sikker på, at leverandøren har indberettet lønoplysninger om bl.a. am-bidrag og A-skat på de ansatte, der rent faktisk udfører arbejdet for din virksomhed.

    Du kan selv tjekke, om din leverandør er registreret som arbejdsgiver. Er leverandøren ikke registreret, kan der være reelle forklaringer, eksempelvis at arbejdet udføres af virksomhedsejeren selv, at opgaven er udliciteret til en anden virksomhed, men der er risiko for, at leverandøren snyder med am-bidrag og A-skat.

     
  6. Nægter leverandøren at lade dig godkende kontrakten, hvis han udliciterer opgaven til en underleverandør?
    Du bør stille krav om, at din virksomhed skal godkende kontrakterne, hvis opgaven udliciteres, eller at opgaven ikke må udliciteres. På den måde sikrer du dig, at arbejdsopgaven ikke pludselig udføres af en kæde af virksomheder, som du ikke har kendskab til.

     
  7. Nægter leverandøren at udlevere dokumentation fx for deres regnskaber?
    Din virksomhed kan gennemføre undersøgelser af underleverandørens forhold og fx anmode om dokumentation for afregning af moms og A-skatter, kapitalforhold, ansvarlig ledelse, regnskaber eller kundereferencer.


Bruger din virksomhed udenlandske leverandører eller underleverandører?

Der gælder særlige moms- og skatteregler, hvis din virksomhed køber ydelser af en udenlandsk leverandør eller underleverandør. Det er vigtigt, at du sætter dig ind i reglerne, så du ikke risikerer at blive involveret i international kædesvig. 


Sådan beskytter du din virksomhed

For at undgå at blive en del af kædesvig anbefaler vi, at du:

  • Kontrollerer leverandørens SKAT-registreringer
    Brug offentligt tilgængelige registre til at sikre, at leverandøren er korrekt registreret for moms og skat før indgåelse af kontrakt.

     
  • Betaler leverandører digitalt og sporbart
    Undgå kontante eller usporlige betalinger.

     
  • Indarbejder krav om transparens i kontrakter
    Få skrevet ind om leverandøren må bruge underleverandører, at personalet skal bære ID eller du på forhånd får en liste over de personer, der skal udføre arbejdet, og at du har ret til at få udleveret e-indkomstopgørelse for de ansatte, som kommer i din virksomhed.

Hvis du allerede har modtaget og betalt en fiktiv faktura, vil din virksomhed eller selskab ikke kunne få fradrag for den, men du vil muligvis kunne undgå nogle af de andre konsekvenser, der kan være forbundet med modtagelsen af fiktive fakturaer. Du bør undlade at betale fakturaen, før du får fakturaen fra den, der også rent faktisk har leveret varerne eller ydelserne, stoppe samarbejdet med underleverandøren og anmelde underleverandøren 


Mere information

Har ovenstående givet anledning til overvejelser? Så er vi naturligvis til rådighed med råd og vejledning hertil.

Vi står klar på info@aa-m.dk eller ring på 5478 1688 eller kontakt din revisor direkte.