Gode råd om fradrag for personaleudflugter

12. 11. 2018

Fradrag for virksomhedens personaleudflugter kan give problemer

Virksomheders udgifter til personaleudflugter kan let havne i SKAT’s søgelys, og det kan blive dyrt for virksomhedens medarbejdere.

Der er god grund til at være ekstra opmærksom, når du vil trække udgifterne til virksomhedens personaleudflugt fra i skat. En jysk virksomhed tog på udflugt til København, og det blev dyrt for medarbejderne og deres ægtefæller. Læs her, hvordan du undgår at lave samme fejl.

Personaleomkostninger giver fradrag, men belønninger gør ikke

En jysk virksomhed inviterede i 2014 syv af sine administrativt ansatte med ægtefæller på en personaleudflugt til København med overnatning, spisning på dyr restaurant m.v. Pris per deltager: 4.240 kr.

Virksomheden har fratrukket udgifterne til turen som ”øvrige personaleomkostninger”. Men det ville SKAT ikke acceptere.

Skattemyndighederne mente, turen skulle ses som en belønning, der skulle betales skat af. Deltagerne – både medarbejdere og ægtefæller - blev derfor pålagt en forhøjelse af deres indkomst med 5.000 kr.

SKAT lagde vægt på, at der ikke var noget fagligt indhold på udflugten, at ægtefæller var inviteret med, og at det med et forbrug på 4.240 kr. per deltager udgiftsmæssigt adskilte sig fra et traditionelt personalearrangement.

Sådan undgår du uventede skatteomkostninger

SKAT er meget opmærksomme på fradrag for rejse og repræsentation og usædvanlige personaleomkostninger. Her får du tre gode råd til at undgå uventede skatteomkostninger.

  • Sørg for, at der er fagligt indhold på turen
  • Tænk over, om ægtefæller/samlevere også skal med på turen
  • Hold udgifterne på et rimeligt niveau

Det er desuden en god ide at tale med din revisor, inden virksomheden holder personaleudflugt eller i det mindste inden den fratrækkes i regnskabet.